Sunday, November 29, 2009

Pitabrød med tunsalat

Pitabrød er børnemad, hyggemad og ikke mindst let mad. Et stort problem med pitabrød har dog altid været fordelingen af fyldet i de her små pitalommer, hvor man enten fik gemt al dressingen i bunden, eller ikke havde plads til tomaterne når man nåede toppen! Derfor er jeg begyndt at blande salaten til pitabrødene på forhånd, så man som til en almindelig salat har alle sine ingredienser blandet og kan få den perfekte fordeling i brødene:)

Til ca. 4 personer ( 2 pitabrød til hver)

Pitabrød:
25 g. gær
3 dl. vand
1 tsk salt
ca. 500 g. hvedemel

Tunsalat
2 dåser god tun i vand - fx John West
2 gulerødder - skrællede og revne
1 lille rødløg - hakket i små tern
1 lille dåse majs
1/2 agurk skrællet, udkernet og hakket i små tern
6 tomater i tern
2 små hoveder hjertesalat eller 1 stort romaine salat - skyllet og hakket

Dressing:
1/2 bæger creme fraiche 9%. Purløg og persille, salt, peber og citronsaft

Tilberedning:
Til pitabrødene røres gæren ud i vandet og salten kommes i. Rør melet i lidt ad gangen. Ælt dejen uden at den bliver for fast. Dejen hæver i cirka halvanden time. Del dejen i 8 stykker, tril dem til kugler og rul dem flade - med en diameter på ca. 12 cm. Læg dem på en plade med bagepapir. Bages på midterste rille i en forvarmet ovn ved 250 grader. De er færdige når de er hævet op efter cirka 7 minutter. Lad hvile et par minutter før de åbnes og gøres klar til servering.

Mens brødene bager, blandes alle ingredienserne til salaten og purløg og persille hakkes og blandes i creme fraichen der smages til med salt, peber og citronsaft til dressingen. Når pitabrødene er klar proppes de med tunsalat og dressing!

No comments:

Post a Comment