Sunday, November 29, 2009

Pitabrød med tunsalat

Pitabrød er børnemad, hyggemad og ikke mindst let mad. Et stort problem med pitabrød har dog altid været fordelingen af fyldet i de her små pitalommer, hvor man enten fik gemt al dressingen i bunden, eller ikke havde plads til tomaterne når man nåede toppen! Derfor er jeg begyndt at blande salaten til pitabrødene på forhånd, så man som til en almindelig salat har alle sine ingredienser blandet og kan få den perfekte fordeling i brødene:)

Til ca. 4 personer ( 2 pitabrød til hver)

Pitabrød:
25 g. gær
3 dl. vand
1 tsk salt
ca. 500 g. hvedemel

Tunsalat
2 dåser god tun i vand - fx John West
2 gulerødder - skrællede og revne
1 lille rødløg - hakket i små tern
1 lille dåse majs
1/2 agurk skrællet, udkernet og hakket i små tern
6 tomater i tern
2 små hoveder hjertesalat eller 1 stort romaine salat - skyllet og hakket

Dressing:
1/2 bæger creme fraiche 9%. Purløg og persille, salt, peber og citronsaft

Tilberedning:
Til pitabrødene røres gæren ud i vandet og salten kommes i. Rør melet i lidt ad gangen. Ælt dejen uden at den bliver for fast. Dejen hæver i cirka halvanden time. Del dejen i 8 stykker, tril dem til kugler og rul dem flade - med en diameter på ca. 12 cm. Læg dem på en plade med bagepapir. Bages på midterste rille i en forvarmet ovn ved 250 grader. De er færdige når de er hævet op efter cirka 7 minutter. Lad hvile et par minutter før de åbnes og gøres klar til servering.

Mens brødene bager, blandes alle ingredienserne til salaten og purløg og persille hakkes og blandes i creme fraichen der smages til med salt, peber og citronsaft til dressingen. Når pitabrødene er klar proppes de med tunsalat og dressing!

Parmesan-paneret rødspætte fileter

Denne opskrift fandt jeg engang på en pakke rødspætte-fileter fra Thorfisk og er et rigtigt lækker alternativt til de kedelige forstegte rødspætte-fileter fra frost. Hvem skulle have troet at man kunne finde gode opskrifter der!!

Til ca. 4 personer

Ingredienser:
1-2 fileter pr. person afhængig af størrelse
50 g. fintreven frisk parmesan
Reven citronskal af en øko-citron og 1 hel citron
Lidt havregryn
Lidt hvedemel
Lidt skummemælk
Salt og peber
Smør til stegning

1 bakke små kartofler (nok til 4 personer)
Salt, peber og olivenolie

2 hoveder hjertesalat
3 forårsløg
1 avocado
1 lille pose/bakke sugarsnaps
1 agurk, udkernet og skrællet

Tilberedning:
Tænd ovnen på 200 g. Rens kartoflerne og skær dem i halve. Bland med lidt olivenolie og krydder med salt og peber. Bages i ovnen i ca. 45 min. i en bradepande beklædt med bagepapir. Gør herefter paneringen klar. Riv parmesanen og bland med citronskal, havregryn, mel og salt og peber. Hæld paneringen i én let dyb tallerken og mælken i en anden. Vend herefter rødspætte-fileterne - først i mælken og herefter i paneringen. Når alle fileterne er vendt i paneringen lægges de til side på et skærebræt. Når der er ca. 15 minutter tilbage af kartoflernes tid i ovnen steges fileterne i smør på en pande i ca. 5-8 minutter i alt.

Udnyt ventetiden til at gøre salaten klar. Skyl og dræn hjertesalaten. Hak forårsløg i små ringe, agurk og avocado i tern. Bland sammen med salat og sugarsnaps og smag til med salt, peber, lidt olivenolie og citronsaft (brug den citron der er tilovers fra den revne skal).

Når  kartofler og rødspætte-fileter er klar, serveres de med en skive citron og den grønne salat.

Pasta penne med kylling og tomat fløde sauce

Til 4 personer

Ingredienser:
400 g. pasta penne (Irmas økologiske er gode)
1 lille dåse tomatpure
450 g. kyllingefilet
1 bakke bacon - ca. 150 g.
1 flaske cremefine til madlavning
1 løg - hakket i tynde både
2 fed hvidløg
6 friske tomater i tern
5 soltørrede tomater fra olie eller udblødte - finthakket
Salt, peber, oregano, chilipulver, lidt ketchup

Salat:
1 stort hoved hjertesalat
1 pose ekstra fine haricot verts (Irmas er gode)
1 moden avocado
5 store cocktail tomater
100 g. feta i tern (fra blok er bedst)

Friskreven parmesan til at drysse over pastaen.

Tilberedning:

Start med at koge pastaen efter anvisning på pakken i rigeligt vand med salt og olie. Ca. 12 minutter  til pastaen er al dente. I mellemtiden skæres kyllingefileterne i tynde strimler og steges på en pande i lidt olivenolie. Krydr med salt, peber, oregano og chilipulver. Vend en stor ske af tomatpureen i og stil kyllingen til side når den er gennemstegt. Steg herefter bacon på panden og tilsæt lidt efter løg og hvidløg. Når baconen er sprød og løget blødt tilsættes kyllingen igen sammen med resten af tomatpureen og de soltørrede og friske tomater. Nu er blandingen klar til at vendes sammen med pastaen. Dræn pastaen og vend kylling-bacon-tomat blandingen sammen med pastaen. Tilsæt creme fine og smag til med salt, peber og ketchup.

Til salaten skylles og hakkes hjertesalaten, og bønnerne gives et hurtigt opkog, hvorefter de hældes i en sigte og afkøler lidt inden de blandes i en skål med salaten. Del tomaterne i kvarte og skær avocadoen i små tern. Hak og smuldr fetaen og fordel over salaten. Smages til med lidt citronsaft, olivenolie, havsalt og peber. 

Server pasta-retten med friskreven parmesan, salat og en god flaske rødvin.

Laks med rodfrugtemos

Til 4 personer

Ingredienser:
4 ferske laksefileter
Salt, peber, citronsaft

4 bagekartofler
3 gulerødder
2 persillerødder
Bredbladet persille
1-2 dl. mælk
1 stor skefuld smør
Salt og peber

1 æble
1 pose blandede salater
3 forårsløg
1 halv agurk udkernet og skrællet
ca. 100 g. gedefeta

Tilberedning:
Start med at skræl rodfrugterne og skær i grove tern. Læg i gryde og hæld vand i så det lige dækker. Sæt til at koge. Når vandet koger, skrues ned for blusset og koges videre i ca. 20-30 min. til rodfrugterne er møre. Tænd herefter ovnen på 200 grader og læg lakse-fileterne i et fad, krydder med salt og peber og lidt citronsaft. Laksen bages i ovnen i ca. 15 minutter.

Til salaten udkernes og hakkes æblet i store tern. Hak også agurk og feta, og skyl og tør salaten. Skær forårsløgene i små ringe og bland det hele. Hæld lidt olie, balsamico-eddike samt havsalt og peber lige før servering.


Uge 49: Hvad vi vil spise i denne uge

Mandag: Græskar suppe med hjemmebagt brød
Tirsdag: Pasta penne med kylling i tomat fløde sauce serveret med salat af haricot verts og avocado
Onsdag: Parmesan-paneret rødspætte fileter med små ovnbagte kartofler og grøn salat
Torsdag: Hjemmelavet pitabrød med tunsalat
Fredag: Moussaka med græsk salat

Lørdag: Vietnamesisk inspireret oksekødssalat
Søndag: Stegt laks med rodfrugtemos og salat af æble, forårsløg og gedeost

Saturday, November 28, 2009

Græskar suppe fra Schweiz

Min mor bor i Schweiz og sidst jeg var på besøg fik vi denne hyggelige efterårssuppe da jeg ankom en sen fredag aften.

Ingredienser:
2 løg

2 fed hvidløg

1 chili (tørret eller frisk)
1 lille knold frisk ingefær
1 stort æble
2 kartofler)

ca. 1 kg græskar i store tern(skrællet og uden kerner)

ca. 1 liter god fond (jeg brugte hønsefond, men anden ikke for kraftig fond vil også gå fint)

En slat fløde- evt. kokosmælk

Salt, peber, citron



Tilberedning:
Hak løg, hvidløg, chili og ingefær. Svits i rapsolie. Skru ned for varmen og svits også græskarret + æble og kartoffel. Så på med fond. Det skal dække græskarrene, men heller ikke meget mere. Kog under låg i ca. 15 minutter. Græskarret vil mærkes mørt. Purer suppen med en stavblender og monter med fløde/kokosmælk. Smag til med salt, peber og citronsaft.

Server med ristede græskarkerner og godt brød. Et voila!

Wednesday, November 25, 2009

Æblekage med kokos

Denne her kage vandt 1. præmien i en kagekonkurrence på øen Endelave og er super god og fyldig til den kommende juletid.

250 g mel
125 g kokos
150 g sukker (stødt melis) + 100 g til frugten
250 g smør (rigtigt smør)
2 spsk. Vaniljesukker
6 æbler ca. 600 g i alt

Flormelis til at drysse med

Tænd ovnen på 180. Hak mel, kokos og smør til det bliver klumpet. Brug koldt smør, da blødt smør vil få dejen til at samle sig, og det er ikke meningen. Tilsæt sukker i alt 150 g. Hak igen.

Skræl æblerne og skær dem derefter i skiver på ca. ½ cm. Bland sukker i alt 100 g, vend æbleskiverne i sukkeret og tilsæt vanilliesukker. Vend æbleskiverne godt, så sukkeret og vaniljen bliver jævnt fordelt.

Smør en springform på 20 cm. Hæld halvdelen af dejen ned i formen og tryk den godt fast med fingrene. Hæld æbleskiverne over dejen. Hæld resten af dejen over æblerne og tryk godt til.

Sæt kagen midt i ovnen og bag i ca. 40 minutter.

Kagen drysses med flormelis, når den er afkølet. Serveres med chokolade Valrhona sovs, creme fraiche eller is.

Monday, November 23, 2009

Uge 48: Hvad vi vil spise i denne uge

Mandag: Kyllingefrikadeller med feta, perlebygsalat og bagte rødbeder
Tirsdag: Salat med marineret kalkun, bacon, soltørrede tomater, parmesan og hvad man ellers har lyst til af grøntsager. Hertil groft brød og creme fraiche dressing med krydderurter
Onsdag: Svinekotelleter i fad med hvidløgsfed, pærer og rosmarin samt rodfrugter
Torsdag: Fiskefrikadeller med hjemmerørt grov remo, salat med avocado og citronolie samt små kartofler
Fredag: Bøffer med romanescosauce, ristede kartofler og salat med appelsiner og kandiserede valnødder

Lørdag: Take away fra sticks'n'sushi
Søndag: Hjemmelavede pizzaer med koldhævede bunde (dejen lagt aftenen i forvejen)

Thursday, November 19, 2009

Uge 47: Hvad vi vil spise i denne uge

Lidt forsinket ugeplan, dog bedre sent end aldrig!

Mandag: Spaghetti og kødsauce - masser af frisk basilikum, friskhøvlet parmesan
Tirsdag: Valgaften! Stegt flæsk med persillesauce
Onsdag: Dagens ret hos Cofoco (chili con carne)
Torsdag: Grove pandekager med krydret kyllingefyld, guacamole og tomatsalsa
Fredag: Hvid fisk omrullet med bacon, citronmayo og asparges

Lørdag: Lam med myntesauce, ristede kartofler og salat
Søndag: Wok med tigerrejer, rød karry og stegte ris

Ting vi gerne vil, og som vi skal på et tidspunkt

Morgenmad eller frokost på Bing's på Vesterbro - billigt og godt ifølge Politiken's fantastiske anmeldelse forrig uge.

MASH - lige et sted for to kødelskende og bernaise-tilbedende piger som os!

Thursday, November 12, 2009

Sesambagt laks med ovnbagte rodfrugter



Til ca. 4 personer

Laksen:
Fire laksefileter
Sesamfrø
3 gulerødder
2 porrer

Ovnbagte rodfrugter:
2 bagekartofler
3 gulerødder
2 persillerødder
1 squash
Oregano, salt peber
Lidt olivenolie

Salat:
1 lille broccolihoved
1 æble
1 håndfuld mandler
1 håndfuld tørrede abrikoser

Hurtig tzaziki:
1 agurk
2 dl. græsk youghurt 2 eller 10%
2 fed hvidløg
Salt, peber, oregano, citronsaft

Tilberedning:
Tænd ovnen på 200 g. Skær alle rodfrugterne i grove tern og vend med krydderier og olie i en bradepande beklædt med bagepapir. Sættes i ovnen ca. 45 min/1 time. Gør nu klar til tzazikien.Skræl og udkern agurken. Skær i små tern og læg i sigte med lidt groft salt. Start derefter med at tilberede salaten. Pluk broccolien i små buketter. Læg i en skål og overhæld med kogende vand. Dræn efter 2 minutter. Lad køle af i køleskabet. Hak i mellemtiden æble, mandler og abrikoser i tern og vend i broccolien. Hæld lidt olivenolie og balsamicoeddike over og stil til siden.

Hak herefter porrer og gulerødder i tynde strimler på ca. 8 cm. Fordel i et mindre ildfast fad og læg laksen på. Drys med salt og peber og sesamfrø. Når kartoflerne har ca. 20 minutter tilbage sættes laksen med ind i ovnen og steges med i de resterende minutter.  Nu færdiggøres tzazikien. Pres de to fed hvidløg og bland i en skål med lidt citronsaft, agurkerne, youghurt og krydderierne.

Når laks og kartofler er færdige, er middagen klar til servering.


Wednesday, November 11, 2009

Tomat linse suppe

Til ca. 4 personer

1 løg
2 fed hvidløg
Lidt olivenolie 
2 dåser hakke flåede tomater
2 dl røde linser
4 laurbærblade
1 spsk oregano
1 kanelstang
3 spsk sød chili sauce
5 dl. grøntsagsbouillon
1 dl. madlavningsfløde
Salt, peber, chilipulver

Topping: bredbladet persille og smuldret feta




Tilberedning:
Hak løg og hvidløg og steg dem klare i lidt olivenolie i en gryde. Tilsæt derefter krydderierne og svits hurtigt. Herefter tilsættes de flåede tomater, linserne og bouillonen. Kog op og lad suppen simre i ca. 30 minutter. Tilsæt fløden de sidste par minutter, blend suppen med en stavblender og smag til med salt og peber.

Tuesday, November 10, 2009

Mortens aften middag

D. 10. november er det Mortens aften - og den står traditionen tro på and og juleagtig mad - men det er jo de færreste der har tid til at stege en hel and på en helt almindelig tirsdag - vores Mortens and er derfor på andebryster - nemt, hurtigt og alligevel det bedste kød på anden! Vi har også denne aften valgt at snyde med de brune kartofler og købt dem på glas - hjemmepillede er bedst, men det bliver en anden go gang:)

Til ca. 8 personer

4 ferske andebryster
1 løg
1 gulerod
Vand
Salt, peber

2 kg. kartofler

Brune kartofler:
3 glas perlekartofler
50 g. smør
10 spsk sukker

Sauce:
Andefond
Fedtet fra de stegte andebryster
Lidt fløde
Væden fra ænderne og evt. ekstra væske
Ribsgele
Salt, peber

Rødkålssalat:
1/4 rødkålshoved
2 æbler
2 appelsiner
Hasselnøder og mandler

Tilberedning:
Start med at tilberede rødkåls-salaten. Snit rådkålen i tynde strimler og anret i en stor skål. Fjern kernehuset fra æblerne og skær i grove tern. Skræl appelsinerne og skær i smalle skiver på tværs. Bland æbler og appelsiner i rødkålen og drys med hakkede mandler og hasselnøder. Stil til siden, mens de øvrige retter til middagen tilberedes.

Skræl derefter kartoflerne til de almindelige kogte kartofler. Hæld vand i gryden til kartoflerne til det netop dækker - og gi' det en spsk. salt. Skræl guleroden og skær den og løget i grove tern. Rids fedtet på andebrysterne på skrå og krydrer med salt og peber. Sæt kartoflerne over at koge - ca. 20-25 minutter. Tænd ovnen på 175 grader. Gør samtidig klar til de brune kartofler - start med at smelte sukkeret over jævn varme i en stor pande (jeg plejer at bruge min wok) - hold godt øje med det, da det nemt brænder på. Når sukkeret er smeltet tilsættes smørret - røres godt sammen og når det er bruset af tilføjes kartoflerne der vendes forsigtigt i blandingen. Her handler det blot om god tålmodighed - så lad kartoflerne stå i blandingen ved svag varme og vend engang imellem.

I samme ombæring som de brune kartofler tilberedes, steges andebrysterne på en pande med skindsiden nedad. Vend brysterne og steg på den anden side - ænderne skal blot brunes, hvorefter de lægges i et ovnfast fad sammen med gulerod og løg. Hæld vand ved til halvvejs op på andebrysterne. Sæt fadet i den opvarmede ovn og steg i ca. 15 min. Tages derefter op af væsken og pak ind i sølvpapir og lad trække i yderligere 10-15 min. Imens laves saucen. Hæld stegefedtet fra ænderne i en gryde, varm op og rør mel i til det samler sig til en jævning, hæld derefter et par spsk andefond i blandingen og sig væsken fra ænderne i saucen gennem en finmasket sigte. Alt imens der piskes kraftigt for at røre jævningen ud i væsken. Smag til med ribsgele, salt og peber, evt. lidt rødvinseddike - og tilsæt ekstra væske i form af fløde og vand efter smag og behag. Skulle saucen være blevet for tynd, kan den spædes op med en jævning af mel og fløde rystet sammen.

Server middagen - og supplér evt. med taffel chips hvis det skal være rigtigt traditionelt:-)

Sunday, November 8, 2009

Uge 46: Hvad vi vil spise i denne uge

Mandag: Ceasar Salad med grillet kyllingebryst
Tirsdag: Mortens Aften - andebryst, rødkålssalat, brune kartofler og sauce
Onsdag: Tomat linse suppe med feta og bredbladet persille og groft brød
Torsdag: Sesamstegt laks med ovnbagte rodfrugter, tzaziki og broccolisalat med mandler og abrikos
Fredag: Dagens middagsret fra Aamanns Smørrebrød to go: Tyndstegsfilet med sauce bernaise og ovnbagte kartofler

Lørdag: Fyldte bagekartofler med grøn salat og flutes
Søndag: Helstegt kylling med skilt sauce, kartofler og agurkesalat

Tuesday, November 3, 2009

Bloggen har fået efterårsfarver

I anledning af at efteråret og Halloween snart går på hæld går bloggen i efterårets orange farve - og vi planlægger også en enkelt opskrift eller to med græskar som hovedingrediens.

Ellers byder efteråret og vinteren på hygge indenfor i varmen - derhjemme til hyggemad og varm kakao, og ikke at forglemme - Mortens aften på næste tirsdag!! Og ude på byens cafeer og restauranter.

I november måned vil vi gerne besøge Madklub folkenes italienske Tony's på Havnegade for lidt god italiensk mad og mafioso stemning, et besøg på nyåbnede Bing's på Sønder Boulevard er også et oplagt bud på en god søndag formiddag med veninderne, og MASH steak house venter stadig på besøg af os til velhængte bøffer, bernaise og fritter...

Minestrone suppe

Til ca. 6 personer

Ingredienser:
1 pk. bacon (150 g.)
2 spsk. olivenolie
1 stort løg
2 fed hvidløg
2 porrer
3 gulerødder
2 stængler bladselleri
2 persillerødder
5 alm. kartofler
1,5 l vand
1 oksebouillon terning
1 dåse flåede tomater drænet for væden og hakket i tern
Lidt ketchup
Salt, peber og oregano

Tilberedning: Start med at skær alle grøntsagerne i passende tern og opvarm vandet til bouillonen. Sæt gryden over og opvarm olien - tilsæt først løg og hvidløg og svits til løgene er klaret. Tilsæt derefter de hakkede bladselleri, persillerødder og gulerødderne og svits yderligere et par minutter. Tilsæt salt, peber og oregano og tilsæt derefter kartoflerne og væsken. Lad koge i ca. 10-15 minutter. Steg imens bacon sprød på panden og dræn fedtet fra. Efter de 15 minutter tilsættes porrerne i skiver sammen med de hakkede tomater og baconen. Lad suppen småsimre endnu 10-15 minutter for svag varme. Smag til med salt, peber og ketchup efter behov og server med groft brød.


Monday, November 2, 2009

Spaghetti Carbonara


Den absolut bedste opfindelse i verden!

Til 2 personer

ca. 300 g. tør pasta - penne eller spaghetti
4 æggeblommer
2 dl. fløde
50 g. friskreven parmasan + ekstra til pynt (og ikke noget med at snyde med det der pose-parmasan!)
150 g. bacon
Salt og friskkværnet peber
Bredbladet persille

Kog spaghettien efter anvisningen på pakken i rigeligt vand tilsat salt og olie. Steg bacon på en pande i mellemtiden og rør æg og fløde sammen med parmasan, salt og peber.

Når spaghettien er kogt, drænes den i en sigte - lad stå et øjeblik og vend sammen med baconen. Tag gryden af blusset og vend æggemassen i - dette trin kræver lidt øvelse for at æggene ikke koagulere og bliver til røræg - men legerer fint om pastaen. Det vigtigste er at holde gryden fra blusset og vende forsigtigt rundt i massen. Drys derefter med friskhakket persille og lidt ekstra parmasan og server!

Sunday, November 1, 2009

Uge 45: Hvad vi vil spise i denne uge

Mandag: Spaghetti Carbonara
Tirsdag:  Minestrone suppe
Onsdag: Æggekage med purløg, flæsk og tomater, serveret med rugbrød
Torsdag: Salat med chevre chaude på pestotoast med knuste oliven, ristede mandler og cherrytomater
Fredag: Stegte andebryster på rødkålssalat med valnødder og æbletern

Lørdag: Laks omviklet med parmaskinke, ovnbagte kartofler og rodfrugter med rødløg
Søndag: Brændende kærlighed

Start ugen med at købe en stor skive god røget bacon/flæsk, der kan bruge til både carbonaraen, minestrone suppen, æggekagen og den brændende kærlighed.